Adrian(d) og venner


Adrian(d) får mange venner på sin rejse. Her er nogle af dem han møder i de tre første bøger.

Adrian(d)

Adrian(d) er en sød, lille, nysgerrig og lidt forsigtig and. Han er alligevel modig og har det med at tale en hel del. Adriand blev væk fra sin familie da containeren faldt overbord og han besluttede at tage ud i verden for at lede efter dem.

Sam

Sam er den første Adriand møder. Sam er samurai og bor i Japan. Han er stolt og modig - og har altid sine våben parat. Sam siger ikke så meget og er ikke glad for at andre taler hele tiden. Han beskytter altid sine venner og hans motto er "GO-GO-GO"!

Uni

Uni er en lille sød and fra Unicorn Island i Filippinerne. Hun er forsigtig og følsom - og undrer sig over mange ting. Uni tænker meget over tingene og er klogere end man lige tror. Hun har dog svært ved at udtale lange og svære ord.

Indo

Indo er en rolig, klog og erfaren and fra Indonesien. Han har boet alene i mange år og elsker at meditere. Han bliver ofte NØDT TIL at meditere - også på tidspunkter, hvor det ikke lige passer alle andre. Indo går højt op i miljøet.

Aussie

Aussie bor i Australien. Han elsker naturen og alle dyr. Han kender Indo og har før haft besøg af ham. Aussie kunne dog aldrig drømme om at forlade sit land, så han rejser ikke sammen med de øvrige ænder.

Devi

Devi kommer fra Devil's Island. Han ser ud som en djævel, men er vældig sød. Han er rimelig rolig, kan dog ikke tåle uretfærdighed - så bliver han en "djævel"...

Julle

Julle er julemand - og har ingen stedsans... Han bor på Christmas Island, men kan aldrig finde ud af hvilken af dem det er, idet der findes mere end én ø med det navn. Julle elsker sol og varme...

Eggie

Eggie hedder i virkeligheden Esmeralda og er kunstner. Hun har viet sit liv til at bygge "påskeæg" på Easter Island. Eggie bor alene og håber at hendes familie en dag vender tilbage til øen.

Pindi

Pindi er en indianer fra Peru. Hun ved meget om at overleve i naturen og er spirituel. Hun "taler" indimellem med ånderne, kan forudsige ting - og ser og siger, ting som de andre ænder ikke altid helt forstår eller tror på.

Mico

I Mexico bor Mico som er en festglad and. Han vil have at alle er glade og prøver at få alle til at se det positive i alt - og at forstå at livet er en fest.

Lav din egen hjemmeside gratis!